Jeg byggede i vinters en urtebar til hestenes store fornøjelse. Nu har den været i gang i lidt tid – og har også haft pause i lidt tid. Pausen kom hovedsageligt pga den meget våde sommer. Det viser sig, at min konstruktion ikke var helt vandtæt, og det gjorde urterne lidt sølle at se på. Samtidigt flyttede der en masse biller og tudser ind, og så fik den altså lov til at få fred i lidt tid. Men nu er den endeligt oppe at køre – denne gang under tag i løsdriften, indtil jeg finder en bedre løsning, så den kan komme ud på sporet igen.

Der er altid noget, der sætter nye initiativer i gang. Jeg startede vandrefolden/paddock paradise konceptet fordi Rák overreagerede på en græs-baseret diet og lå på grænsen til forfangenhed. Jeg begyndte at søge på nettet efter tilskud til hove, da hestene ømmede sig – og pludseligt en dag faldt jeg over zoopharmacognosy. Eeeh?! tænker du sikkert nu. Zoo-pharma-cognosy = dyrs evne til at selvmedicinere. Ja, vi mennesker er tydeligvis ikke så kloge til dyrene når det kommer til dette punkt. Det lød spændende og jo mere jeg læste, jo mere blev jeg overbevist om, at det var det, jeg skulle.

Helt basalt går zoopharmacognosy ud på at dyr, i naturen, har et kæmpe udvalgt af planter, mineraler og salte i jorden etc. som de kan finde ud af at dosere efter behov. De kan benytte stofferne på forskellig måde – noget vil de gerne spise, noget er det nok at dufte til og noget vil de have smurt på forskellige steder på kroppen. Ved orm kan de fx spise en mængde af en giftig plante for at slå ormebestanden ihjel. Ved sarcoider kan de opsøge helende planter for at blive kureret for dette. Det er meget spændende læsning, især deres cases og videoer af denne type behandling. Noget af dette gøres også i homøopati og mange hesteejere tildeler fx ad libitum af forskellige vitamin- og mineralblandinger samt tang, salt etc., så for mange er tanken ikke helt fremmed.

Så jeg tænkte at jeg ville prøve at give hestene mulighed for at selvregulere nogle forskellige urter for at simulere de vilde hestes muligheder, samt komme væk fra den meget populære monokultur (græsmarker med meget få græssorter etc.). Jeg valgte at give hestene mulighed for duft og smag. Mange, mig selv inklusive, ville være bange for hvorvidt hestene kunne selvregulere forskellige urter. Måske ville de bare spise det hele fordi det smagte godt. Men det jeg læste om zoophramacognosy var meget overbevisende. Der var en case med en heste, der spiste 3 kg hyben dagligt i to uger, for derefter at trappe ned – og dens store sår helede rigtig flot. Tanken er, at det kun smager og dufter godt, så længe de har behov for det. Ligesom vi mennesker kan opleve at salt eller zink smager sødt, hvis vi er i underskud, men smager bittert når vi har fået nok.

Da kassen var bygget og urterne tilsat stod den udenfor folden og hestene fik kun adgang til den under observation, hvor vi skrev ned hvad og hvor meget hver hest spiste af de forskellige ting. Den første gang de prøvede viste hestene interesse for de fleste af urterne, men derefter ændrede deres forbrug sig. Det meget interessante var, at det var meget forskelligt fra hest til hest, hvad der blev taget og i hvor store mængder. Jeg vil gætte på at hver hest “udvalgte” omkring 5 bøtter, de spiste af. Og så var det kun et par enkelte heste, der tømte det tilgængelige af et par enkelte urter. Det gav mig tillid til at de godt kunne selvregulere og den kom ind på folden.

Nogle urter blev slet ikke rørt. Indtil der en dag flyttede en ny hest ind, som synes at lige netop dét var sagen. Andre ting er interessante i perioder. Fx har jeg tidligere forsøgt at smide mynte ud over Ráks mad for at få hende til at spise det – men det skulle hun absolut ikke nyde noget af! Men forleden, da jeg toppede op på mynte, var hun den første til at tømme lige netop den bøtte.

Zoopharmacognosy lægger i teorien al tilliden over på dyret, men det spring har jeg svært ved at tage helt. De fraråder at bruge blandede urter og i stedet at give de forskellige urter hvert for sig. I urteblandingerne kunne der lige så vel være et stof i, som hesten ikke har brug for, men ikke har mulighed for at frasortere. Jeg må erkende, at jeg endnu ikke helt er kommet dertil. Jeg tvinger stadig lidt i dem ved siden af. ”Man” anbefaler at tildele heste, der lever af wrap og hø, hørfrø, så det råd følger jeg lydigt. I starten ville de gerne spise det, men nu er det som om de ikke synes det er så lækkert længere – og måske har de i virkeligheden bare fået tanket op. Jeg overvejer tit om jeg bare skal tage det sidste spring med mine egne og se hvordan det går…

Hvordan har jeg så udvalgt urterne? Og hvad giver jeg dem? Jeg vil ikke svare konkret på hvad jeg giver dem, da dette indlæg ikke er en foderanbefaling. Til gengæld har jeg skrevet det for at åbne flere muligheder i forbindelse med fodring, men det kræver lidt research. Det jeg har gjort er at kigge på indholdsfortegnelsen i forskellige urteblandinger til hove, pels, sommereksem etc. og ud fra det udvalgt nogle urter. Det er ikke kun urter jeg bruger. Man kan fx bruge grofhakkede urter, malede krydderier, og essentielle olier.

Ud over overnævnte har jeg søgt en masse på nettet og læst utallige artikler vedrørende fodring, mangler, mineraler etc. og herfra valgt nogle flere urter. Der er nogle typiske mineralmangler, fx zink, selen og så overload (for meget) af jern. Via denne hjemmeside: http://nutritiondata.self.com/tools/nutrient-search, har jeg søgt i kategorien ”Spices and Herbs” og ”Nuts and Seeds” efter urter, krydderier, nødder og kerner, der kunne tilføre nogle af disse mangler. Denne hjemmeside har den fede funktion at man kan søge på rigtig mange forskellige stoffer og man kan nogle gange blive overrasket. Den er selvfølgeligt kun vejledende, for indholdet af de enkelte urter, vi får fat i, må være præget af indholdet i jorden, den er dyrket i, ligesom græs, hø og wrap også er. Når vi kigger på indholdsstoffer er det relevant at huske at optageligheden af de enkelte stoffer er varierende og at hjemmesiden ikke giver noget prej herom. Optageligheden afhænger i høj grad også af den enkelte hests tarmsystem. Så fodring er generelt bare en jungle og måske et godt argument for at lade hestene vælge selv.

Der er nogle enkelte urter og stoffer, de ikke har adgang til – dette drejer sig primært om direkte giftige stoffer og stoffer, der er på dopinglisten. Fx indeholder paprika et stof, capsaicin, som er på dopinglisten og derfor bør det ikke fodres op til 2 uger før stævnestart. Dopinglisten kan ses her: http://inside.fei.org/system/files/2016%20Equine%20Prohibited%20Substances%20List.pdf.

Jeg håber det har givet lidt inspiration :-) og i må meget gerne komme med jeres forslag til urter, som jeres heste, har haft gavn af.