Når vi lever i et land som Danmark – og ikke er så heldig at have ridehus – er det vigtigt med noget solidt regntøj. Hvis man vel at mærke vil ride i den herlige danske sommer, vi har i øjeblikket. Og det vil man, for det bliver næppe bedre når det bliver efterår, og heller ikke når det bliver vinter.

Det er alligevel ofte sådan, for mig i hvert fald, at jeg sidder inde i min stue og kigger ud på regnen. Så tænker jeg: ”Nej, måske har de i virkeligheden brug for at restituere i dag.” ”De” er selvfølgeligt mine to dejlige heste, som jeg har lavet en fin træningsplan for dagen inden, hvor det også regnede, og hvor jeg også udskød det. Eller jeg tænker: ”De gider sikkert heller ikke, når det regner,” velvidende at de gladelig står udenfor i silende regn. Eller: ”Det er også så bøvlet, når de hele tiden vil have røven mod vinden,” men så slemt regner det jo faktisk slet ikke. Eller: ”Banen er garanteret fyldt med store vandpytter,” og så kan jeg jo i teorien bare træne på tur. Eller: ”Jeg har også en masse rengøring, jeg burde få ordnet.” Eller. Eller.

Hvis jeg skal være helt ærlig, er det nok mig, der hellere vil ride i tørvejr – men kun, hvis jeg skal være helt, helt ærlig. For ellers bruger jeg bare en af mine andre undskyldninger, og de virker super godt de fleste dage. Problemet er så bare, at det faktisk er sjovest at have heste og ride, når man rent faktisk rider dem. Så selvfølgeligt har jeg noget udmærket regntøj, der er 95% vandtæt, så jeg stort set ikke bliver våd. Så kan jeg nemlig fint springe ud i det, ligesom et 4-årigt barn, der har glædet sig til at hoppe i vandpytter. Troede jeg. Og så kom den skide komfortzone ind i billedet.

Det er ubehageligt at blive våd. Det er træls. Irriterende. Vådt, klamt, fugtigt. Farligt? Nej, måske ikke ligefrem farligt. Jeg kender i hvert fald ikke nogen, der er døde af at være et par timer i regnen med et dampende varmt bad efterfølgende. Så det er nok lidt noget pjat. Men om ikke andet, så er regnvejr IKKE inde i min komfortzone. Regnvejr ligger lige udenfor. På den magiske anden side, hvor det ikke længere er helt komfortabelt at være, men hvor jeg hellere ikke er i direkte livsfare. Sammen med alle de andre ting man ikke rigtigt gider, fordi de er lidt trælse, svære eller let ubehagelige, men som man jo sagtens kan klare når man beslutter sig for det.

Den rationelle tanke finder så frem til, at det faktisk er dumt. At jeg vælger ikke at ride, fordi jeg ikke har lyst til noget let ubehageligt, som jo med tilvænning har mulighed for at blive en del af komfortzonen. For sagen er den, med komfortzonen, at den skrumper, hvis vi ikke bliver ved med at udfordre den. Så er det pludseligt ikke nok at det er tørvejr, så må det heller ikke blæse. Og så må det heller ikke være for koldt. Eller for varmt. Og pludseligt kan man ingenting. Så får man aldrig redet – og det kan vi jo ikke have.

Vil du med på Glade Ekvipagers nyhedsmail og modtage inspiration og brugbar viden fra praktisk erfaring og videnskaben, som du kan bruge direkte i dit hesteliv? Så tilmeld dig her!