Dette er et af de rigtig svære emner at skrive om og ofte et tabu indenfor rideverdenen – men det gavner ingen at holde det skjult. Jeg vil vove at påstå at det sker for de fleste på et eller andet tidspunkt – at vi bliver ramt af rideangst. Det gjorde jeg selv for et par år tilbage, og det har taget lang tid at ”komme op på hesten”. Og noget, jeg har fundet ud af er, at angsten vil dukke op igen og igen, men forhåbentligt bliver vi bedre og bedre til at håndtere den. Så jeg håber med dette indlæg, at hjælpe dig, der er ramt af og oplever rideangst, med at komme videre og mest af alt at fortælle dig: du er ikke alene om det.

For mig startede det for et par år siden, da jeg havde nogle styrt fra min islændervallak Vinur. Det er efterhånden så lang tid siden at detaljerne er ved at være lidt slørede. Men min krop husker, at det hænger sammen med, at jeg kom ud af balance og han derfor gav et bukkespring, hvorefter jeg faldt af. På sin vis meget udramatisk, men på sigt lettere traumatiserende. Gentag 4-5 gange indenfor et par uger og vupti, så var det pludseligt ikke så fedt at ride den hest mere. Jeg begyndte at træne en masse fra jorden. Både fordi jeg ikke længere var tryg ved at ride, men også fordi, at jeg tænkte, at Vinur ville have gavn af en bedre fysisk balance og et bedre ”mentalt mindset”, for han var også tydeligt rystet over, at jeg drattede af.

Her kunne jeg så ”lykkeligt” være blevet, hvis ikke det var fordi, at mit hjerte faktisk brændte for at ride på denne hest igen, samt at angsten langsomt spredte sig til flere og flere ting. Jeg begyndte at opleve angst i forbindelse med at ride andre heste, i jordtræning etc. Det vil ske, hvis du bare lader det stå til. Du er nødt til at gøre noget ved din angst. Jeg lurede at det blev værre og værre og tog fat i min underviser og så fik jeg også en omgang coaching. Det kickstartede arbejdet med min rideangst.

Coaching var en super god hjælp til at finde frem til, hvad det mere præcist var, der holdt mig tilbage. Jeg havde lavet en masse jordarbejde og longering med hesten, så den var i tiptop form mentalt og fysisk og jeg havde investeret i en sikkerhedsvest, så jeg troede ikke rigtigt at jeg kunne komme til skade ved et nyt fald. For mig viste det sig, at jeg var bange for at blive bekræftet i, at jeg faldt af hver gang jeg red ham. Det lyder jo helt tosset. Og det kunne den rationelle del af min hjerne jo også godt se. Den ikke så rationelle del blev til gengæld ved med at hviske til mig, at jeg ville falde, hvis jeg satte mig derop.

Sammen med min underviser skabte vi et setup, der tilgodeså min mentale stresstilstand og angst for at ride på lige netop denne hest. Jeg var nødt til at bevæge mig ud af min komfortzone, men jeg ville ikke få en god oplevelse med det, hvis det blev for voldsomt – og i starten skulle der ikke meget til før det virkede meget overvældende! Så jeg kom på træningslejr, hvor jeg kunne træne mange små sessioner, med alle de redskaber jeg havde for at styre mit mindset, vejrtrækning, krop m.m. I starten var det at blive tryg ved at stå ved skamlen og forestille mig næste skridt rigeligt. Om aftenen var jeg enormt træt og udmattet ovenpå mine ”anstrengelser”. Efter mange gentagelser blev det trin fint, og jeg gik videre til næste trin. Og så kom jeg så småt i gang med at ride igen. I starten blev jeg trukket rundt, så i longe og så løst på bane og senere har jeg selv bevæget mig ud på tur og ud i trafikken. Så jeg hele tiden kom lidt ud af min komfortzone og på sigt fik den udvidet, således at flere og flere oplevelser blev trygt og rart igen.

Denne sommer blev jeg igen skubbet ud af min komfortzone, da min underviser sagde, at hun synes vi skulle se på galoppen. Som om at vi gjorde det hver dag. Jeg måtte gå til bekendelse og sige, at vi måske ikke rigtigt havde galoperet så meget (eller overhovedet), men at jeg faktisk havde tænkt, at det var ved at være tid. Plus at jeg havde taget mine nye bukser på med super grip i rumpen. Så jeg var forberedt – både fysisk og mentalt, og havde i longen set hvor godt hesten kunne galopere. Så vi lavede lidt forberedelser i lektionen for at forberede galoppen, aftalte hvor det ville være smartest at give signalet, og hvilket signal jeg skulle bruge. Alt var klar og jeg gav signalet til venstregaloppen. Flashback til det første styrt, der satte denne spiral i gang: Anspring til venstre galop, spændt ryg, løftet hoved, et hegn. Præcis det samme som jeg så og mærkede lige der på banen et par år efter. Så jeg skyndte mig at hive i tøjlerne og rose hesten for ikke at have smidt mig af. Det gentog jeg et par gange, hvilket min tålmodige, men hårde underviser, selvfølgeligt ikke lod mig slippe med, for ud af min komfortzone skulle jeg jo. Og det havde jeg netop selv lige sagt at planen var. Så jeg fik forklaret lidt læringsteori og biomekanik, som jeg jo udmærket godt kendte, men som i mit hoved åbenbart ikke var gældende når mit hjerte var tæt på at stoppe med at slå. Efter at have været tæt på at åbne for sluserne i øjnene fik jeg taget mig sammen igen. Denne gang blev jeg i situationen, og så lykkes det at komme i galop! Hver gang, at det lykkes at overvinde angsten, er det en kæmpe sejr indeni.

Galop på bane for første gang i et par år – en stor sejr for os!

Da der først kom hul, og jeg oplevede (endnu en gang) at jeg ikke røg af, blev det nemmere og nemmere. Indenfor et par minutter kunne jeg springe an uden at tænke over det og galopere et par volter med en blød krop. Det i sig selv var fedt for mig, men i det øjeblik gik det op for mig, at jeg vil komme til at have rideangsten med mig i lang tid endnu og at den vil dukke op fra tid til anden. Her dukkede den op da vi tog hul på galoppen, og jeg ved at den vil dukke op igen når vi en dag tager hul på springning. Nu ved jeg bare hvordan jeg skal tackle den, arbejde med den og hvor jeg kan søge hjælp.

Jeg kunne slutte her, men jeg synes det er vigtigt at nævne overfor alle, at angsten kan være svær at tale om. For folk, der ikke selv har oplevet rideangst, kan den være svær at forstå og relatere til. Angsten er jo ikke rationel, og som oftest meget begrænsende i forhold til det, du egentligt gerne vil med din hest. ”Det er jo sådan en rolig og velopdragen hest du har” eller ”den kan rides af alle” er nogle af de sætninger du kan støde på. Og måske kan hesten rides af alle, men ikke lige dig, der lider af rideangst. Angsten fortæller dig, dybt inde i dig selv, at det vil gå galt. Og du har måske slet ikke villet sige det højt, for hvis du siger det, bliver det til virkelighed. At du er sådan en, der ikke tør ride din hest. Men det er okay ikke at turde og være bange med hjertet oppe i halsen. Helt okay. Første skridt er at sige det højt til dig selv og dernæst til den, der skal hjælpe dig videre i din helt egen proces. Så hvis du har problemer med rideangst forstår jeg dig godt, og jeg vil sige til dig: Det kan lade sig gøre at komme videre.