Tænk på magneter

Tænk-på-magneter-21-e1449510695299-800x500

 

Dette er et indlæg af en mere filosofisk karakter, end af en faglig karakter. Men jeg synes at det er vigtigt at vi gør os selv nogle tanker om vores brug af hestene.

Magneter har to poler; en der tiltrækker og en der frastøder. Og hvad har magneter så med hestetræning at gøre? Jo, det kan fungere som en metafor, der kan hjælpe os til at blive mere bevidste om vores etiske valg i hestetræningen. Hvornår er det okay at skrue op for presset og hvornår skal vi løse problemer med en anden tilgang?

Det virker (heldigvis!) til at flere og flere i Danmark lærer om hvordan heste lærer. Og det er absolut kun positivt, især når de formår at omsætte det i praksis. Med begreber som negativ og positiv forstærkning (læs med her hvis du er i tvivl) bliver heste trænet med større klarhed, forståelse og en væsentlig del mindre stress. Alt sammen til hestens bedste. Der er dog en bagside af medaljen; med de rette teknikker, kan vi i praksis tvinge hesten, til det vi vil. Vi kan såmænd lære den at undertrykke dens ellers naturlige og uvurderlige input til træningen, der fortæller os hvis den ikke er tryg ved noget, eller hvis der er noget galt i dens krop. Begge scenarier kan føre til farlige situationer for både hest og rytter.

Groft sagt kan man sige, at når vi bruger negativ forstærkning, så arbejder vi med (truslen om) pres og, hvis vi skal bruge billedet med magneten, den frastødende pol af magneten. For at hesten udfører det, vi ønsker, skal det pres, vi lægger, være større end det pres, hesten oplever fra anden side (grunden til, at hesten ikke gør det af sig selv). Vores magnet skal være mere frastødende, end det, vi er oppe imod.

Når vi bruger positiv forstærkning forsøger vi at gøre det vi ønsker, mere attraktivt, end det, hesten ellers er interesseret i – og benytter os her af den tiltrækkende pol på magneten. Og der er en praktisk forskel på at frastøde og på at tilrække, som jeg ofte kan observere hos hesten. Heste, der er trænet efter tankegang om at tiltrække frem for at frastøde, viser ofte stor interesse i træningen og tilbyder meget af sig selv! Ved at krydre træningen med en smule positiv forstærkning her og der, kan man skabe en hest fuld af gå-på mod, lyst til at lære nyt og samarbejde – til stor glæde for rytteren.

Negativ forstærkning er en helt grundlæggende brik i vores kommunikation med hesten og at bruge det bevidst fungerer super effektivt i hestetræningen – hestene forstår lynhurtigt hvad vi vil, og de bliver ofte rolige med de faste rammer og konsekvenser! Det vi dog kan gøre, er at vi ind i mellem kan overveje om det er nødvendigt at gøre den frastødende pol kraftigere ved f.eks. at benytte et højere pres, eller om vi, i situationen, kunne få et bedre resultat af benytte os af den tiltrækkende pol? Jeg tror på, at når vi får en god balance mellem de to poler og bruger teknikkerne med omtanke for hestens mentale tilstand, så vil vi opleve en aktivt deltagende hest, der er klar til at lære nyt og og nyder at træne sammen med os.

Vil du med på Glade Ekvipagers nyhedsmail og modtage inspiration og brugbar viden fra praktisk erfaring og videnskaben, som du kan bruge direkte i dit hesteliv? Så tilmeld dig her!

0 kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer. Vær den første til at skrive en!

Skriv en kommentar

Design uden navn (19)