Køb den hest, du drømmer om

Køb-den-hest-du-drømmer-om-2

Vi bruger utroligt meget tid sammen med vores heste. Og det er tid, der skal give os overskud, til at overkomme hverdagens strabadser. Det er ikke hestene i sig selv, der giver os glæde. Det er det, som vi gør med vores heste. Derfor er det utrolig vigtigt at vi har den rette hest. Med den rette hest, kan vi gøre de ting, der giver os livskvalitet!

Som sagt, så er det de ting, som vi laver med vores heste, der gør os glade. De ting vi laver skal helst udfordre os, men samtidigt være overkommeligt. Vi har det sjovest, når vi er udfordret tilpas – det må hverken være for let eller for svært. Og det afhænger selvfølgeligt af hvem vi er, hvad vi kan, og hvad vi synes er udfordrende. Når vi finder den optimale balance er vi i flow. Vi glemmer tiden og fordyber os i nuet. Samarbejder med hesten spiller og vi forbedrer os. Vi tager hjem, høje af glæde og forventning til næste gang. Lige præcis som det skal være!

Køb-den-hest-du-drømmer-om-4.png
Graf over flow, lånt fra peopleresource.dk.

På grafen ovenover kan du se en figur, der illustrerer flow. Blot tegnet på en fancy måde. Flow finder vi når vi er udfordret tilpas i forhold til vores kompetencer. Hvis vi ikke har særlig store kompetencer på et område, så må udfordringerne heller ikke være særlig store. Det nytter f.eks. ikke at vi sætter en dreng fra 2. klasse til at udregne komplicerede ligninger. Det kommer senere, når drengen har haft matematik i mange år og går i gymnasiet. Omvendt vil den nu unge fyr kede sig noget så gevaldigt, hvis han dag ud og dag ind skal regne på små nemme plus-stykker.

2+2=4
5+4=9
1+4=5
7+2=9
3+3=6

Get the point?

Hvis vi er udfordret over evne vil vi opleve angst – ifølge den fine figur. Personligt oplever jeg nærmere håbløshed, irritation, frustration og tristhed… Som resulterer i, at jeg prøver at undgå situationen. Jeg er måske ikke lige så flittig til at få trænet. Eller jeg træner noget andet, som jeg bilder mig selv ind er sjovt, men som inderst inde ikke gør mig lige så glad. Derfor er det vigtigt at vi er ærlige over for os selv!

Køb-den-hest-du-drømmer-om-11.jpgHår og udseende er ikke alt. Vi skal finde (eller skabe) den hest, som giver os glæde hver dag.

Hvis du allerede har din egen hest, og føler at du bliver udfordret for meget eller for lidt, kan du gøre noget ved det. Løsningen kan være alt, der hjælper jer på vej med lige netop jeres problem. Undervisning kan hjælpe langt de fleste videre (og undervisning kan virkelig rykke meget!). Men der er et hav af muligheder. Undervisning, kurser, teoriaftener, bøger, coaching, workshops - se i Shoppen hvad jeg tilbyder… Man må finde det, man har behov for. Det første skridt er dog at erkende sine kompetencer og de udfordringer man står overfor. Uden det, kommer man ikke videre.

Den letteste løsning er selvfølgeligt at købe den rigtige hest fra starten af. Den hest, der giver lige præcis udfordringer nok, til der, hvor du er lige nu, og som også har potentialet til det du vil ude i fremtiden. Hvis du drømmer om at ride høje dressurstævner nytter det altså ikke noget at købe en islænder. Den vil du ikke komme langt med, selvom den er nok så dejlig at ride lige nu.

Det er dog min opfattelse at det er de færreste, der køber noget, de ikke vil kunne få opfyldt deres fremtids-drømme med. Det er oftere det modsatte scenarie. At folk køber en hest, der har potentialet til at opfylde deres drømme langt frem i tiden, men som faktisk ikke giver dem nogen glæde her og nu. Udfordringerne er for store i forhold til rytterens nuværende kompetencer. Og det er irriterende. Havde rytteren haft for gode kompetencer i forhold til de udfordringer, hesten stillede, ville rytteren relativt let kunne finde nogle sværere udfordringer. I nogle situationer er det muligt at sænke udfordringerne, men i nogle tilfælde er der ingen vej uden om vores manglende kompetencer.

Køb-den-hest-du-drømmer-om-31 (1).jpg
Det kan være svært at lære nye ting, men de rigtige forudsætninger kan gøre en forskel. Til dette kursus har jeg fået lov til at låne en skøn lærehest.

En af de sværeste – og mest normale situationer (du ved, dem hvor rytteren har taget lidt for store udfordringer på sig) – er relativt uerfarne ryttere, der køber en unghest, de ønsker at tilride. Nogle har det som en romantisk drøm, og andre er bange for, at de vil få en hest med ”baggage”, hvis den har været redet af andre. Problemet er bare, at uerfarne ryttere ikke har kompetencerne til at tilride en hest. Det kan de sagtens få, men så skal de være meget tålmodige og ihærdige for ikke at opgive processen længe inden. Og være klar på at poste penge i deres egen uddannelse. Mange indser slet ikke hvor stor en udfordring, det er at tilride en hest. En professionel kan måske gøre det på 3 måneder, men en relativt urutineret rytter, der aldrig har redet højere klasser end LC, ikke kender særlig meget til læringsteori og aldrig før har været med i en tilridningsprocess … det vil tage noget længere tid. Hvis man da ikke giver op midtvejs.

Og vi vil opgive midtvejs, medmindre vi oplever flow. Der er sådan en lille detalje som hedder motivation. Den lille detalje er utrolig vigtig. Når vi oplever flow, oplever vi indre motivation. Vi oplever at vi er gode og at vi kan løse vores opgaver. Den indre motivation er det, vi synes er fedt her og nu, fordi det føles godt i vores krop. Men hvis du har en hest, du skal tilride uden kompetencerne og bare glæder dig til den dag, hvor i kan tage en lækker galop på en stubmark, så oplever du højest sandsynligt ikke særlig meget indre motivation i din daglige træning. De mål vi har, som ligger ude i fremtiden, er en ydre motivation. Ligesom når folk løber, fordi de håber på at tabe sig. Det kræver noget vilje at gennemføre det, medmindre man faktisk synes det er sjovt at løbe. Det er på samme måde med hestetræning. Det skal føles sjovt her og nu, for at vi kan blive ved med at løbe. Hvis vi løber efter et mål et halvt år ude i fremtiden, uden at synes, at det, vi laver i øjeblikket, er spændende, opgiver vi på et eller andet tidspunkt.

Derfor er mit vigtigste budskab med dette blogindlæg: køb den hest, du drømmer om her og nu! Den hest, som du kan udleve dine drømme på i morgen. Nej, i dag! Den må selvfølgeligt gerne have potentialet til det, du gerne vil om 5 år, men der kan ske så meget i den tid. Og hvis du aldrig kommer igennem det første halve år, så kan du alligevel ikke bruge det potentiale, du købte dig. Den største glæde kommer af, at vi udlever vores drømme hver dag. At vi gør det med vores heste, der gør os gladest og at vi oplever flow i vores træning. Om det er agility-træning fra jorden, en lækker skovtur eller en fed dressurtræning er helt underordnet! Vi skal bare huske at vores kompetencer skal matche udfordringerne, for at vi synes det er fedt. For at vi kommer i flow og oplever den indre motivation. Og når vi lykkes i at tilpasse udfordringerne til kompetencerne, så får vi nogle utroligt gode stunder sammen med vores elskede heste. Så mærk efter hvad der er DU brænder for og hvad dine kompetencer er - og køb hesten der matcher.

Vil du med på Glade Ekvipagers nyhedsmail og modtage inspiration og brugbar viden fra praktisk erfaring og videnskaben, som du kan bruge direkte i dit hesteliv? Så tilmeld dig her!

0 kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer. Vær den første til at skrive en!

Skriv en kommentar

Design uden navn (19)