75% fokus på dig

photo-1603736523536-ae3aac3a5155

Jeg oplever, at langt de fleste ryttere har et stort fokus på deres hestes præstation. De fleste af os ved om hesten har sværere ved at bøje til den ene side end den anden. At den falder ind på den ene volte. Hvilke øvelser den har svært ved.

Men det er de færreste af os, der ved de samme ting om os selv. Og det er i mine øjne en stor fejl.

Når jeg arbejder med ekvipager er mit primære fokus for det meste på rytteren. Drejer rytteren lige så godt til højre som til venstre? Er rytterens vægtfordeling lige? Hvordan er den "energi" rytteren sender ud? Formår rytteren, at aktivere sin core muskulatur og hjælpe hesten i bæring?

Da jeg i 2013 uddannede mig til Centreret Ridning instruktør var en af de største aha-oplevleser for mig tanken om at have 75% fokus på rytteren og kun 25% på hesten. Langt de fleste ryttere har deres primære fokus på hesten. Og jeg kan selv huske hvor grænseoverskridende det var at ignorere hesten for at holde fokus på mig selv.

At være ligeglad med om hesten går over eller under lod. At være ligeglad med om den føles stiv og utaktet. At være ligeglad med om hesten drejer lidt for tidligt i hjørnet eller skyder skulderen. Og i stedet at holde fokus på sig selv og sin egen krop. At ride igennem udfordringerne på bedste vis med en klar intention, en god fornemmelse for sin egen krops takt, en god grounding, balance og centrering.

Lige pludseligt gik det op for mig hvor mange mærkelige ting min krop gjorde i respons til hestens krop. Og for den sags skyld også hvor mange mærkelige ting min krop bare gjorde spontant! Jeg var ikke en god "holdfører" - jeg viste ikke vejen, men fulgte i stedet hestens ubalancer og var ofte den primære årsag til problemerne, jeg oplevede i vores ridning.

At sidde skævt til højre, kan gøre det umuligt for hesten at gå en traversade til venstre. Lige meget hvor meget vi skruer op for signalerne, så bliver det ikke lettere for hesten at udføre det. Vi gør bare deres opgave sværere fordi vi tilfører ekstra pres og stress. Og det er det, de fleste af os er blevet opdragede til at gøre på rideskole og i ridesportens miljø. Den vil ikke gå frem = spark lidt mere til den. Den vil ikke stoppe = hiv lidt mere i munden. Groft sagt.

Når vi pludseligt skal glemme al vores "gamle" læring og gøre tingene på ny bliver vi udfordrede. Især når vi opdager hvor lidt bevidsthed og kontrol vi har over vores egen krop. Og det er trods alt i vores tanker og i vores krop, at alt samarbejdet med hesten starter. Det er herfra hesten bliver bedt om at bevæge sig i et givent tempo, en bestemt gangart eller en ønsket manøvre.

For at det bliver rigtig godt, er det nødvendigt, at vi har god kontrol over vores egen krop. At vi kan aktivere de rigtige muskler på de rigtige tidspunkter. At vi har en god bevidsthed om vores balancepunkt og at vi er så symmetriske, som vi kan blive. Således at vi kan rotere lige meget til højre og venstre volte, at vores vægt er symmetrisk og korrekt fordelt og at vi sidder balanceret, groundet og centreret i al ridning.

At genlære eller omlære gamle bevægelsesmønstre er en udfordring. Og det bliver tæt på umuligt, hvis vi ikke har fokus på dem. Et sted at starte er at øve dig mens du rider. Det kræver, at du rent faktisk fokuserer på det, du skal øve dig på i din krop, og ikke på hvad hesten gør. Men der vil du også opleve, at når du finder en bedre kontakt til din krop, bliver bedre balanceret og mere lige, at din hest reagerer helt naturligt ved at komme i bedre balance og bæring. Så hvis vi rider med 75% fokus på os selv så får vi naturligt også resultater for hesten, men hvor vi har fat i roden af problemet.

Det kan være en udfordring at lære det hele på hesten. 75% fokus på en selv som rytter er rigtig godt, men mange ryttere har for vane at have 75% fokus på hesten - mindst! I ridelektioner kan et alternativ være longelektioner eller at man bliver trukket rundt for at få tid til at mærke og højne sin bevidsthed om hestens og egne bevægelser. Men træning helt uden hesten kan virkeligt rykke noget i din ridning.

Og ja, du læste helt rigtigt - træning uden hest kan forbedre din ridning! Når vi træner forskellige færdigheder uden hesten har vi pludseligt tid og overskud til at have fokus på os selv og vores egen krop.

Jeg øver jævnligt færdigheder fra jorden. Jeg træner med fokus på smidighed og styrke i min core for at få den bedste forudsætning for at sidde ordentligt på hesten. Jeg øver bevægelser fra jorden, jeg skal bruge på hesten. Jeg "spiller videobånd" af øvelser, jeg vil forbedre. Et eksempel kan være changementet. Her kan jeg, stående eller på bold, øve skiftet imellem højre og venstre galop - og samtidigt identificere om der er nogle steder i min krop, som modarbejder bevægelsen. Det kan være jeg er stram i venstre lyske, så jeg har svært ved at skifte om til højre galoppen. Disse ting vil jeg ikke i samme grad blive opmærksom på, hvis jeg kun bøvlede med changementet på ryggen af hesten.

Så derfor vil jeg gerne udfordre dig til at sætte dig selv og din krop i fokus i en uge. Hvad finder du ud af?

2 kommentarer

Maria Nyström
 

Du er så klog! Jeg må pröve når jeg begynder at ride igjen. Min braekkede arm er endnu ikke god nok til ridning 💪 

Læs mere
Læs mindre
Julie Herold
Admin
 

Tak Maria :-)

Du må give en melding, når din arm er god igen og du har fået prøvet det af!

Læs mere
Læs mindre

Skriv en kommentar

Design uden navn (19)