Har du talt hvor mange timer din hest er på boks?

photo-1594130179649-4904f045053a

Et sted i nærheden kan man tilkøbe 2 timers fold om dagen 5 dage om ugen. Man behøver ikke få sin hest på fold, man kan fint opfylde lovens krav, hvis man blot motionerer den lidt i stedet for. Mange andre steder, ser jeg, reklamer med, at hestene er ude i alle de lyse timer. Hvor mange timer svarer det til? I de dystre vintermåneder er det måske op til 7-8 timer på fold. Andre tider af året er det måske helt op til 16 timer om dagen. Men så heller ikke så meget mere end det, for så begynder de praktiske aspekter at gøre det svært at opfylde vores menneskelige søvnbehov.


Men lad os vende den på hovedet. Hvis hesten er på fold i 2 timer, hvor mange timer står den så på boks? Hvis den er på fold i 6 timer? 8 timer? 12 timer? 16 timer? For nemhedens skyld har jeg lavet en lille oversigt til dig her:

2 timers foldtid = 22 timer på boks

8 timers foldtid = 16 timer på boks

12 timers foldtid = 12 timer på boks

16 timers foldtid = 8 timer på boks


Hvor mange timer står din hest på boks?


photo-1634674793252-fa65a15a6d75


Jeg er ikke fuldstændigt imod at hesten bruger tid på boks. Men når vi undersøger hvad hesten er skabt til og undersøger dens naturlige behov, så bliver det hurtigt tydeligt, at mange timer på boks er uhensigtsmæssigt for hestens helbred.

Bevægelse, bevægelse, bevægelse. Det er hvad hesten er skabt til. I naturen bruger hesten 12-16 timer på at søge føde og spise. Ikke stå stille og spise, men at bevæge sig rundt og søge mad og nippe lidt her og der. Nogle gange skridt for skridt, andre gange med vandringer rundt for at spise lidt af den busk og græsse lidt ved denne plet. Hele hestens system er designet til denne bevægelse. I hovene sidder ”4 ekstra hjerter”, som er med til at cirkulere blodet i hestens krop – disse ”4 ekstra hjerter” virker kun, når hesten faktisk bevæger sig, da det er vekselvirkningen mellem at hoven bliver belastet og aflastet, der sender blodet videre. Der sidder ingen muskler under forknæ og haser, for ikke at have den ekstra vægt i enden af benene og det betyder at hesten skal bruge mindre kraft, for at flytte benene. Mange af hestens sener i bentøjet er indrettet med en stor elastisk kapacitet, som gør, at den kan bevæge sig store distancer uden at bruge meget energi fordi den elastiske energi sender hesten videre – lidt som at hoppe i trampolin. Når vi sætter en hest ind på boks, så begrænser vi dens mulighed for bevægelse markant. Stik imod det, den er bygget til.

En smule bevægelse igennem hele døgnet er ikke det samme som en times motion om dagen. Nyere forskning i tidlig død hos mennesker tyder på, at tjeneren, der bevæger sig meget i løbet af en hel dag, er bedre stillet, end den person, der sidder stille en hel dag på kontoret og i sofaen, men slutter den af med at motionere en time, når det kommer til samle på år. Den sedentære adfærd er er en større faktor for at dø tidligt end manglen på reel motion er. Og jeg tænker, at det samme gælder for hesten.

Når hesten bliver sat på boks giver vi den ikke anden mulighed end at blive sedæntær – at være inaktiv. Lad os for eksemplets skyld spørge:

Hvor meget plads svarer en hesteboks til, hvis vi skulle oversætte det til mennesker?

Er vi meget generøse, kan vi måske sige, at en hesteboks svarer til et soveværelse. Men et soveværelse er ret stort; vi kan bevæge os relativt meget i forhold til hvad en hest kan i sin boks. Måske er en enkeltmands-seng en bedre sammenligning. Det er nok også noget af det tætteste, vi kommer i sammenligning hvis vi kigger på antal kvadratmeter pr kg kropsvægt imellem de to arter. I hvert fald hvis vi tager udgangspunkt i en stor boks. I en enkeltmandsseng kan du både ligge ned, du kan stå op og du kan snurre rundt om dig selv.

Hvordan vil du have det med at bruge 22, 16, 12 eller 8 timer i din seng? Hver eneste dag?

photo-1564019472231-4586c552dc27

8 timer tænker du måske ikke er så slemt – det gør du sikkert i forvejen. Vi mennesker siges at skulle sove omkring 8 timer i døgnet. Så du kan jo bare sove de 8 timer. Og det samme kan hesten tænker du måske? Nej, heste sover stort set ikke. De har brug for at ligge ned i omkring 1 time i døgnet for at få deres behov for dyb søvn dækket. Derudover bruger de måske nogle timer i løbet af døgnet på stående smålure. Så lad os sige – for at være på den sikre side – at hesten bruger 4 timer i en eller anden form for ”sovende” tilstand. Trækker vi de 4 timer fra tallene ovenfor, så kan jeg spørge dig igen:

Hvordan vil du have det med at bruge 18, 12, 8 eller 4 VÅGNE timer i din seng? Hver evig eneste dag?

Uden mulighed for ordentlig social kontakt.


Vi kan for eksemplets skyld sige, at en halvvæg mellem boksen til sidemanden (så hestene kan strække halsen over) svarer til at du kan snakkede med personen i sengen ved siden af. Og hvis der er tremmer hele vejen op, så kan vi for eksemplets skyld sige, at det svarer til, at du igennem et lydisoleret glas, kan se mennesket i sengen ved siden af. Måske er du så heldig at du har en bold i din seng. Eller et spejl, så du kan se dig selv, det er der alligevel nogen personer, der kan få mange timer til at gå med.

Hvordan vil du så have det med at bruge 18, 12, 8 eller 4 VÅGNE timer i din seng? Hver evig eneste dag?

Personligt vil jeg gerne være fri. Bare jeg har været syg en dag på sofaen er jeg ved at gå til af kedsomhed.

61683902_2174321129283930_90085160917139456_n

Nu lyder det som om at jeg er meget imod brugen af bokse – og det er jeg faktisk. Jeg er imod brugen af bokse i så mange timer i døgnet fordi det er sundhedsskadeligt fysisk – og potentielt også psykisk/socialt. Og jeg ser det som et stort problem at det er den gængse måde at holde hest på i Danmark.

Men hvad hvis vi sagde at hesten havde 20 timers foldtid? Så ville den have 4 timer på boks. Lidt tid til at spise sin personlige portion krybbefoder. Lidt tid til at ligge og få sin dybe søvn og få lidt personlig fred. Og så komme ud til bevægelse og socialt samvær, som hesten genetisk er kodet til at være afhængig af for overlevelse.

Eller hvis døren til boksen bare stod åben og hesten kunne gå, når den havde lyst? Hvor lang tid, tror du så den ville blive stående derinde?


Jeg tror langt de fleste heste vil foretrække tæt på 24 timers foldtid og selv bestemmer hvornår den vil være inde og ude. Så kan den komme ind og tage flere hvil i løbet af dagen, og bevare aktiviteten i løbet af hele dagen uden lange pauser med tvungen inaktivitet. Vores flokke tager som regel to eller flere lange hvil i løbet af dagen i løsdriften og nogle vandreture rundt på deres foldareal. I løsdriften har de valgfriheden igennem hele døgnet.

18836753_1336351533080898_6984098629544027127_o

Men hvad så – kan min hest gå i løsdrift? Jeg tør ikke love, at alle heste kan fungere i alle løsdrifte. Løsdrift kan være mange ting. Ligesom bokse og folde kan være mange ting. Og der findes mange dårlige løsninger af begge dele. Men kan din hest finde ud af at komme på døgnfold? Jamen, så burde der ikke være problemer med løsdrift, for løsdrift er i praksis bare døgnfold med lidt bedre faciliteter, som fx et sted at søge ly for vind og vejr (og sol om sommeren) med en blød og tør bund at ligge og slappe af i. Sammen med gode venner.


I stedet for at spørge ”hvor mange timer kommer din hest på fold?” bør vi måske i virkeligheden stille spørgsmålet ”hvor mange timer står din hest på boks?”

2 kommentarer

Tina Flensborg
 

MIn hest er på boks når den skal strigles til rideturen. resten af tiden foregår på fold

Læs mere
Læs mindre
Julie Herold
Admin
 

Hej Tina :-)

Tak for dit bidrag!

Jeg håber Storm har det godt og at i nyder jeres rideture.

Læs mere
Læs mindre

Skriv en kommentar

Design uden navn (19)