Sådan fandt jeg balancen med min hest

Tekst: Marie Rohleder.

En blæsende februardag i 2019 læssede jeg Cheval af hos Glade Ekvipager v. Julie Herold. Min helt egen hest. Eller rettere sagt er Cheval en stor 1’er pony på 147 cm i stang, race dansk sports pony men med en del araber på morstammen. I dag er han en 11 år, og jeg kalder ham min bedste ven. I slutningen af denne sommer oplevede jeg den bedste trav, jeg nogensinde har haft på ryggen af Cheval. Blød, balanceret, let samlet og i samhørighed. Men vejen dertil har været lang.

Cheval er først og fremmest udfordret kropsligt med en svaj ryg, dårlig balance, tendens til at slingre, og hver gang han synes en øvelse er fysisk svær, eller at der foregår for meget mentalt, så tyr han til at løfte hovedet højt, sænke ryggen og pruste om kap med sig selv. Han blev opereret for sædstrengsadherance i juni 2020, og vi har derudover kæmpet med blandt andet sur stråle, muk på bagbenene, inflammation på et griffelben, meget besvær med at få smed og derefter at beholde skoene på.


Desværre har vi ikke et billede helt fra starten; der lignede han endnu mere en giraf end her. Der er 6 måneder imellem billederne af Cheval. Marie og Cheval har været på en intensiv rejse de sidste 6 måneder, som hun fortæller om i blogindlægget her.


Igennem de 3,5 år jeg har ejet ham, har vi fået undervisning af Julie Herold, og hun har også passet og trænet Cheval, når jeg har været bortrejst.

Vi startede allerførst med at lære Cheval og mig at longere. I longen indøvede vi signaler, og arbejdede med bomme for at hjælpe ham til at ændre sit bevægelsesmønster, frem for at ty til sit araber-gen og blive stiv. I ridningen har vi hele vejen igennem arbejdet med balancering, først i skridt og senere i trav. Når Cheval er i balance, har han aktive bagben, mere løft i ryggen, og så går han ligeud med forbenene fremfor at gå catwalk og blive smal fortil.

Jeg har Cheval, fordi han gør mig glad. Et nøgleord til at bevare den glæde er variation i træningen. En typisk uge for os indeholder gåtur for hånd, en til to gange dressurridning på bane, ridetur i skoven, og longering eller jordarbejde på banen. Om vinteren er træningsmængden skruet ned, da vi ikke har ridehus til rådighed.

Det sidste halve år har Cheval udviklet sig meget positivt. Jeg startede året med at rejse til Afrika i tre måneder, hvor Julie Herold trænede ham. Selvom Cheval fik en mindre inflammation på et bagben, og derfor kun måtte motioneres i skridt, rykkede han sig rigtig langt i den periode. Tre gange om ugen stod den på øvelser på staldgangen, skridtarbejde på banen eller fysioterapeutisk behandling. Og da jeg kom hjem igen, havde jeg en hest, som ikke flippede ud over at få slået nye sko på bagbenene, fordi han ikke kunne holde balancen, en hest med mere bredde mellem forbenene, mere løft i ryggen og endnu bedre balance under rytter. En stor fornøjelse at sætte sig op på igen!


Svævefasen: Cheval er forpartstung og muskelfattig ved starten af træningsperioden. Efter 3 måneders træning fra jorden, grundet skade, har Cheval fået væsentligt mere power i bevægelserne. Bemærk hvordan overlinjen er styrket og basen af halsen hvælver sig op.

 

Blog billeder (7)

Standfasen: Cheval er svajrygget og muskelfattig. Efter 3 måneders træning fra jorden, grundet skade, har Cheval fået et bedre løft i thorax-slyngen og bedre stabiliserende muskulatur igennem kroppen.


Den gode bølge har jeg så redet videre på, og vi har især trænet slangebuer, slangegange, volter i varierende størrelse, overgange, schenkelvigning og versader. Minimum to gange om ugen laver jeg et udvalg af de mobiliserende øvelser, som Julie startede op, og sideløbende arbejder vi med klassisk konditionstræning i naturen.

I juni og august måned deltog jeg på to af Julies tredages ridelejre, og her begyndte vi lige så stille at arbejde med samling. Det foregår på den måde, at jeg beder om fremdrift indtil, jeg kan høre de aktive bagben, som kommer med en karakteristisk dump lyd i hovens landing. Samtidig ser jeg min krop som en urskive. Når vi drejer, flytter jeg mig til klokken 11 eller klokken 13, eller længere ned på urskiven afhængig af, hvor stort et drejsignal jeg skal give.


Blog billeder (9)  Blog billeder (10)  Blog billeder (8)

Cheval og Marie på træningsophold med begyndende samlende arbejde. Når Marie aktiverer forbindelsen imellem hendes krop og Chevals, rejser han sig skridt for skridt mere fortil. Samlingen opstår uden brug af tøjlen, men via Maries krop. Cheval har nu et godt løft i basen af halsen og overlinjen og træder godt ind under sig.


Når ovenstående er på plads, kan jeg begynde at bede om samling. Her forestiller jeg mig, at der går en snor fra Chevals brystben op til mit kønsben i sadlen. Den snor skal jeg forsigtigt trække op i og med et let tag i tøjlen give signal til en halv parade. Når Cheval bremser i den halve parade, skal ”snoren” hjælpe ham med at løfte sin ryg, aktiverer bagbenene og samle sig under mig. Det handler altså ikke om, at jeg skal bære ham på tøjlen, men om at han selv samler sig under mig. Inden jeg giver signalet, forestiller jeg mig snoren og forsøger at mærke, hvordan den er afslappet, mens vi skridter frisk fremad. Jeg ser en snor, der tager kontakt, og jeg forestiller mig, hvordan vi ser ud som ekvipage, hvis jeg stod inde på midterlinjen og kiggede på. Det hjælper mig at have de billeder i hovedet, fordi jeg får en klar intention med min ridning, som Cheval kan reagere på.

Det er de første skridt på vejen til samling, og både Cheval og jeg synes, det er svært. På nuværende tidspunkt arbejder vi med det i små momenter og med flere pauser gennem en ridetime på cirka 45 minutter.

Jeg har ikke travlt i min uddannelse af Cheval, for vores mål er ikke konkurrencer. Jeg er hesteejer, fordi han gør mig glad. Og den glæde bliver blot endnu større, når jeg rider på en balanceret, stærk og arbejdsvillig hest.


Blog billeder (8)

Cheval og Marie øver sig i at spænde den usynlige elastik mellem Maries bækken og Chevals brystben for at øge samlingsgraden. Det hele foregår let og flydende, i harmoni og med føling for hinanden.

0 kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer. Vær den første til at skrive en!

Skriv en kommentar

Design uden navn (19)