Da jeg var 6 år begyndte jeg på rideskole på en sød gammel pony, der hed "Polly". Jeg faldt af i første ridetime, fordi jeg ikke lige havde kalkuleret med, at ponyen drejede, da vi kom til hjørnet, og derfor fortsatte jeg - alene - ligeud. Der lærte jeg så, at følge med hesten, når den drejer i hjørnerne.

Fra min første vigtige lektion til jeg kom op i midt teenageårene lærte jeg alverdens ting om ridning - og jeg tog endda også alle ryttermærkerne, så lidt ud over selve ridningen burde jeg også kende til.

Jeg lærte at for at få hesten til at gå til biddet skulle man nykke én gang med den ene hånd og to gange med den anden indtil hesten bøjede hovedet.

For at stoppe hesten skulle jeg trække og give slip og trække og give slip indtil hesten aldrig stoppede.

Hvis hesten nægtede at gå frem kunne man bruge de såkaldte ponyspark eller et klask i rumpen.

Og hvis hesten stejlede skulle man forsøge sig med at klaske et æg imellem ørerne på den, så den ville tro, at den blødte.

Det sidste tyede jeg dog aldrig til... For midt i teenageårene begyndte jeg at stille flere og flere spørgsmål ved de ting, jeg fik fortalt.

Kunne man for eksempel ride med en så let kontakt til tøjlen, at man kunne ride med en sytråd - som alle snakkede om?

- Nej, det kunne jeg i hvert fald ikke den gang, og det gør p*sse ondt at holde en sytråd mellem ringe- og lillefinger, skulle jeg hilse og sige!

Og hvordan skulle hesten kunne stå roligt og afslappet og blive spulet, hvis den bliver slået med vandslangen?

Og hvordan hang det sammen, når hestene bukkede nakken, men i samme omgang tabte engagementet af bagbenene, at hesten så kom tættere på samling?

Jeg havde så mange ubesvarede spørgsmål og kunne mærke i min mave, at mange af de ting jeg havde lært at gøre ved heste ikke føltes godt.

I mine første "voksenår" kom et seriøst vendepunkt i min omgang med hestene. I mine tanker om hestetræning - og om mine tanker om min egen rolle som træner og rytter.

Jeg var - i erkendelsen af, at jeg måtte lære mere om hestenes psykologi og indlæring - startet på en kæmpe udviklingsrejse, der her over 10 år senere, stadig er i gang.

Og jeg står tilbage med en følelse af:

"Hvorfor lærte jeg ikke at ride og omgås heste på en anden måde fra starten?"

Når først vi har lært noget - og haft "succes" med det, ja, så er det utrolig svært at lære om.

At ændre vanen.

Jeg har lært at træne heste med straf og negativ forstærkning.

Men jeg kan se efter mine mange års udvikling, at vi kan opnå den samme præstation og et langt bedre bånd ved at træne heste på en anden måde.

En måde, hvor vi giver vores heste mere tid, tager ting i mindre bidder og hvor vi motiverer dem på en mere positiv måde, så de har lyst til at være MED på opgaven - og ikke bare slippe for en masse ubehag, hvis de ikke gør som vi siger.

Gid jeg havde lært at træne heste, hvor første løsning på et problem ikke var at øge presset, men at stoppe op og spørge "Hm, hvorfor tøver hesten?"

Gid jeg havde lært at træne heste, hvor motivationen ikke var fysisk eller psykisk pres, men i stedet behagelige ting, der lokkede.

Gid jeg havde lært at træne heste, hvor de floskler om samling faktisk hang sammen med det, der skete i hestens krop og hestene blev sunde og stærke og prægtige at se på.

Der er så mange ting vi kunne ønske os. Men nogen ting kan ikke gøres om. Jeg kan kun blive ved med at øve mig i at aflære gamle vaner og tankemønstre og blive bedre til at indarbejde de nye bedre metoder, jeg har lært.

Og takke alle de skønne heste, der ikke bare har gjort, som jeg ville have ❤️ tak fordi i har fået mig til at stille spørgsmålstegn, revurdere mine egne overbevisninger og ændre mine indgroede vaner.

Har du en nuværende eller tidligere læremester, der fortjener en hyldest for at gøre dig til et bedre heste-menneske?

Del din historie i kommentarfeltet herunder 🤗