Hjælp! Min hest snubler ...

At heste snubler behøver ikke betyde verdens undergang - men det kan være utrolig farligt for dig og din hest, så det er vigtigt, at du gør noget ved det!
Og sikke en dramatisk start på sådan et blogindlæg. Men når heste snubler er der en reel risiko for, at de også falder og lander oven på dig. Så det er i den grad noget, du skal tage seriøst for jeres sikkerheds skyld.
Her snakker jeg ikke om, hvis det sker en gang om året-ish. Alle kan lige træde forkert en gang imellem eller have overset en kvist eller lignende. Nej, det er hvis det sker jævnligt. Måske flere gange på samme ridetur. Måske bare nogle gange om ugen eller måneden.
Der kan være mange grunde til, at heste snubler og for at løse problemet med at snuble skal du have fundet årsagen.
Jeg ser nogle gange nogen gå direkte til at prøve forskellige løsninger af, før der har været lidt detektivarbejde i gang.
De dårlige løsninger på at hesten snubler
Et par af de løsninger, jeg har set (og som ikke har været særlig langtidsholdbare, men måske giver rytteren en større følelse af tryghed) har fokuseret på at gøre noget ved især hestens hoved. Og det er nærliggende, for mange tror, at hesten snubler fordi den er tung på forparten (mere om det senere). Og mange tror, at hesten bliver lettere på forparten ved, at vi ændrer hestens hovedholdning (pssst - det er der ingen garanti for!).
Lad mig dele et par af de løsninger, jeg har set forsøgt:
1: At ride med hænderne mere løftet, så man hele tiden løfter lidt i hovedet på hesten.
Den er ikke god - og lad mig forklare hvorfor!
Hvis du rider med dine hænder løftet og en konstant vægt i hænderne kommer dine hænder og arme på overarbejde. De kommer i en mere unaturlig stilling og musklerne bliver hurtigt trætte. Den ekstra spænding "smitter" op i din overkrop, som skal stabilisere dine arme - og enten kan du blive "toptung" i kroppen og få en dårlig balance, der så risikerer at øge tendensen med at snuble (og gør det lettere for dig at blive vippet ud af sadlen), eller også kan spændingen smitte videre ned i dit sæde og låse dig der, så du blokerer for hestens bevægelser (hvilket også kan være med til at øge snubleriet).
Og det er bare den ene side af det ... For idet du har et konstant pres i hestens mund får du også skabt en spænding her, som rejser ned igennem halsen på hesten og ned og blokerer hestens forpart - og det øger risikoen for at snuble! Foruden, at det er med til at skabe muskelspændinger i hals og nakke, som jeg så senere bliver kaldt ud for at hjælpe med at løsne 😉 Og nej, det hjælper ikke bare at hive hovedet op på hesten hver gang den sænker det, for så at slippe tøjlerne derefter. Du får stadig skabt en uhensigtsmæssig spænding for ikke at snakke om, at du ødelægger dine tøjlesignaler.
2: At forsøge at samle hesten ved at anholde mere på tøjlen og drive mere med benene.
Først og fremmest så synes de fleste heste det er meget svært og frustrerende at blive bedt om begge disse ting på én gang. De signaler, du bruger, arbejder mod hinanden og du vil ende med at ride med et ret højt tøjlepres eller et højt niveau af konfliktadfærd/mundadfærd hos din hest, hvis du prøver det her.
Hvis vi ser bort fra det forståelsesmæssige aspekt, er der også nogle uhensigtsmæssige konsekvenser i hestens krop. Det jeg oftest ser ske er, at hesten bliver redet for en tøjle, der forsøger at bestemme hvor hovedet skal placeres. Det skaber spændinger i tunge, nakke, hals og forpart og blokerer forpartens evne til at arbejde som den skal. Når forparten ikke arbejder optimalt kan hesten have en tendens til at snuble og hesten vil ofte ende med at gå med en sænket ryg og et bækken der kipper bagud og bagben, der har svært ved at træde ægte ind under hesten. Men det ber' benene jo hesten om; og heraf kommer en stor del af den frustration hesten oplever når den bliver bedt om dette. Løsningen hos de fleste heste er at begynde at gå lidt hurtigere og mere jappende. Og det tænker jeg ikke generelt er ønskværdigt.
Så hvad - jeg må ikke tage i tøjlerne, drive eller nærmest ride min hest?
Når vi har med heste, der snubler at gøre, kan der være mange årsager - og dermed også mange løsninger. Så sandsynligheden for, at du skal bruge dine forskellige signaler er ret stor, hvis du vil løse problemet.
Men først skal du altså vide, HVORFOR, din hest snubler ⬇️
Og det kan der være mange grunde til. Jeg synes altid det er en god idé at få dyrlægen med ind over, så dyrlægen kan udelukke, at der er nogle underliggende problemer.
Jeg har kunder, hvor der har været:
- Ømhed i hovene, der gør at hesten ikke træder ordentligt igennem.
- Skader af forskellige art eller slidgigt i bentøjet.
- Forandringer på halsen med nerveafklemning, der nedsætter hestens evne til at mærke og styre forbenene.
Ingen af disse kan vi nødvendigvis løse med træning. Træning kan være et godt supplement sammen med anden behandling, fx fysioterapi, og en nødvendig del af løsningen. Men vi ville famle i blinde og spilde meget tid og trække forløbet i langdrag, hvis vi ikke kendte den reelle årsag til at hesten snublede.
Er det så altid fordi der er noget alvorligt galt?
Nej, ikke umiddelbart. Hvis dyrlægen har clearet hesten (og det er altså ikke ensbetydende med, at der ikke er noget, dyrlægen har overset) så er det tid til at kigge på nogle andre ting:
- Passer sadlen?
- Begrænser rytteren hestens bevægelser via sæde, ben eller tøjler? Måske ud af frygt for at hesten vil snuble?
- Har hesten "styr" på dens ben, så den ved hvor i verden de er?
- Har hesten den nødvendige bevægelighed i leddene til at løfte benene højt nok (burde også være opfanget af dyrlægen)?
- Er hesten fokuseret omkring opgaven og opmærksom på sine omgivelser, så den ikke snubler over rødder etc i skoven?
- Er hesten tung på forparten, så den ikke får løftet benene nok?
Alle de her ting, er noget, vi kan arbejde med.
MEN! De kræver forskellige løsninger:
- Hvis det er sadlen, der driller, skal der en dygtig sadelmager ind over.
- Hvis det er rytterens krop, der er for stiv, skal rytteren måske have kigget på sin egen krop eller lave noget Ryttertræning, for at få løsnet op og få en bedre balance.
- Hvis hestens krop er udfordret kan det være, at den har brug for fysioterapi til at få den nødvendige bevægelighed i leddene og få styr på sine ben.
- Hvis hesten er ufokuseret kan det være, at der skal arbejdes med dens stress-niveau og følelsesmæssige tilstand, så den bliver i stand til at slappe af og koncentrere sig om det i laver sammen (og til det finder du en værdifuld redskabskasse i Harmonisk Ridekunst Klubben).
- Hvis den er tung på forparten har du brug for at få styr på den - og nej, det hjælper ikke at hive hovedet op eller forsøge at samle den mere ved at bruge tøjlen og den drivende hjælp mere...
At arbejde med at gøre hesten let på forparten ...
... kan være et omstændigt arbejde og der findes ikke "one size fits all".
Langt de fleste heste, jeg møder, bliver mindre tilbøjelige til at snuble når vi arbejder med at få en mere velfungerende forpart.
I denne "Månedens Træning" i Harmonisk Ridekunst Klubben kan du lære mere om hestens forpart og du får 5 øvelser, der er gode basisøvelser, alle heste kan have gavn af - og især heste der snubler, fordi de som regel er udfordrede i deres forpart.
Med denne overskuelige PDF får du 3 nemme hverdagsøvelser, som kun tager 10 minutter at lave hjemme på måtten eller endda i din seng – til gengæld har de en kæmpe effekt på din ryg, holdning og opstilling, så ikke kun du, men også din hest og din underviser vil takke dig for at lave disse øvelser regelmæssigt!
Alt du skal gøre for at modtage PDF’en er at tilmelde dig Glade Ekvipagers nyhedsbrev og huske at tjekke din mailboks.
0 kommentarer
Skriv en kommentar